Regnemester...
Det lykkedes Casper at overraske sin far for nogle uger siden, da vi skulle have sko på. "Casper har 2 sko, og Far har 2 sko," konstaterede han. Far ville udfordre sin søn og spurgte derfor: "Hvor mange sko er det så i alt?" Efter lidt tænkepause kom svaret, "4 sko!".
Til gengæld kniber det noget mere med at dividere. Casper stod i går og beundrede en pose med burgerboller, som lå på køkkenbordet og ventede på at blive spist. Der er 6 boller i sådan en pose. "En til mor og en til far og en til Casper," konstaterede knægten glad. "Hvor mange er der i alt," ville Far vide. Og at tælle til 6 er ingen sag. "Hvor mange er der så til Mor," fortsatte Far. Igen 6. "Og til far?" Også 6. "Hvor mange er der til Casper?" Måske var det frustrationen over at skulle tælle bollerne igen. I hvert fald nåede han denne gang helt op på 7.
Så 2 gange 2 er 4 - det er sikkert og vist. Men at 6 divideret med 3 faktisk giver 19, det kommer vist bag på de fleste.
0 kommentarer:
Send en kommentar
<< Startside